Klimalandsbyen
Tekstilgenbrug
Har du set de 2 nye containere til tekstilaffald ved siden af byttecontaineren til møbler?!
Alle må bruge containerne, husk bare at lægge tøjet i lukkede poser så det ikke bliver vådt.
- Tekstilaffald er slidt, hullet og plettet tøj, sengetøj, håndklæder, gardiner, plaider, duge og dyner/puder.
- Tekstil der kan genbruges kan afleveres i tøjcontaineren til Folkekirkens Nødhjælp eller til Repair Cafeen (aftal aflevering med Jensine/Pusser på 20308078)
- Tøj der er vådt, jordslået, muggent, med malerpletter eller beskidt kan ikke genanvendes og SKAL i restaffald.
Hvad skal tekstilaffaldet så bruges til? Det kan I være med til at bestemme!
Hvad går projektet ud på?
Som en del af vores deltagelse i Klimalandsbyprojektet, har vi sat stort fokus på affaldssortering og vores forbrug. I forlængelse af aktiviteterne i Repair Caféen er det blevet tydeligt at vi har en stor mængde tekstil der kan genbruges, men der er også store mængder tekstil der bliver smidt ud. Vi vil derfor gerne blive klogere på hvordan vi kan blive bedre til at sortere og genbruge tekstiler, men også på hvad tekstilaffald egentlig er, og hvordan det kan genanvendes til nye ressourcer.
I samarbejde med Ressourcer & Genbrug i Vejle Kommune, har vi lånt to containere til at samle affaldstekstil ind. Sammen med en studerende vil vi arbejde med hvordan det skal sorteres, og hvordan man kan kommunikere omkring det på en god måde.
Til sidst vil vi gerne samarbejde med en virksomhed om hvordan det indsamlede affald kan genanvendes til nye produkter som vi kan bruge til gavn for fællesskabet i Vandel.
Og I kan være med!
Hvorfor arbejde med sortering af tekstilaffald?
Tekstilaffald kan være en kæmpe ressource, hvis man globalt kan få genanvendt store mængder. Globalt udleder tekstilindustrien 1.200.000.000 tons CO2 årligt. Dermed, er tekstiler den 4. største årsag til miljøbelastning i EU. Den brug-og smid-væk kultur, som mange i Danmark og i andre rige lande har, gør det sammen med det stigende forbrug, essentielt, at yde en stor indsats NU!
Om studieprojektet
Mit navn er Amanda og jeg er en 23-årig studerende. Jeg læser miljøteknologi på Erhvervsakademi Aarhus og færdiggør uddannelsen til sommer 2023. Det er som led i min uddannelse, at jeg skriver miljøteknologiprojekt, hvilket jeg har valgt skal omhandle tekstilaffaldsprojektet i Vandel. Projektet udarbejder jeg i samarbejde med Vejle Kommune og repræsentanter fra Vandel Klimalandsby.
Tekstilaffald er relevant af flere årsager; for det første bliver der brugt enorme mængder af ressourcer på at omdanne råmaterialer til et færdigt tekstilprodukt, dette produkt bliver ofte sendt flere hundrede eller tusinde kilometer undervejs i produktionen, samt ved salg – og alt for tit, smidt til småt brændbart eller i restaffaldet, længe før produktet er udtjent. Yderligere, bliver tekstilaffald en fraktion, som fremadrettet skal sorteres i husholdninger i hele Danmark. Derfor er det vigtigt, at undersøge hvordan det logistisk skal fungere, hvordan selve sorteringen skal forløbe, kommunikation til borgerne om sortering, samt afsættelse af tekstilaffald til aftagere, som kan behandle og genanvende tekstilfibrene.