Vandel Udviklingsråd / Vandel borgerforening
Missilfabrik til Vandel?
Offentligt borgermøde på vej
Hvis du ikke allerede har set det i nyhederne her til morgen, vil vi fra Vandel Udviklingsråd og Vandel Borgerforening gerne orientere om et møde, vi havde i går aftes med borgmester Jens Ejner Christensen og planchef Lars Buksti. Vandel er blevet udpeget som mulig placering for en virksomhed i de eksisterende bunkers i den sydlige ende af lufthavnsområdet. Området har tidligere været anvendt til opbevaring af ammunition.
Der er på nuværende tidspunkt alene givet tilladelse til en toårig prøveperiode, hvor virksomheden Skypro Propulsion, ved Michael Sørensen, ønsker at producere raketkomponenter med fast brændstof. Selve montering af ammunition vil ikke foregå i Vandel, men på en anden lokation. Kommunen oplyste, at de gerne havde informeret tidligere, men at sagen indtil nu har været sikkerhedsklassificeret. Det var derfor først i går, at vi selv fik mulighed for at blive orienteret.
Vi er blevet lovet et offentligt borgermøde i januar, hvor der vil være mulighed for at stille spørgsmål direkte til virksomheden og kommunen. En dato vil blive meldt ud, så snart den er fastlagt. Kommunen har tilkendegivet, at de vil deltage, og der arbejdes også på deltagelse fra statslig side. Vi er opmærksomme på, at sagen kan give anledning til både bekymring og debat, og der vil sandsynligvis være journalister i byen, som ønsker at høre borgernes holdninger. Det er helt naturligt, og vi opfordrer til en saglig og respektfuld dialog.
Vi ser borgermødet som en vigtig mulighed for, at alle i Vandel kan få mere viden og danne deres egen holdning på et oplyst grundlag.
Venlig hilsen Vandel Udviklingsråd & Vandel Borgerforening



